Energiforbruget falder for tredje år i træk

Grønlands samlede energiforbrug er opgjort til 8.481 TJ i 2014. Det er et fald på 5,5 pct. i forhold til 2013. Dermed falder energiforbruget for tredje år i træk, og er nu på det laveste niveau siden 2002, jf. figur 1. De seneste tre års fald i energiforbruget skyldes en støt stigende produktion af vandkraft, der reducerer behovet for behovet for gasolie til produktion af el og varme kombineret med en afmatning af den grønlandske økonomi.

 

Figur 1. Indenlandsk energiforbrug

 

Forbruget af vedvarende energi er steget mærkbart i perioden 2009-2014 som følge af større produktion i Buksefjorden samt åbningen af vandkraftværkerne i Sisimiut og Ilulissat. Det markant større energiforbrug i 2010 og 2011 skyldes de geologiske undersøgelser i form af olieefterforskningsboringer langs vestkysten, der krævede store mængder fossile brændsler.

 

Energiforbruget fra vedvarende energi steg fra med 80 TJ i 2014 svarende til en stigning på 5,7 pct. Samtidig faldt forbruget af fossile brændsler med 578 TJ svarende til et fald på 7,6 pct. Selvforsyningsgraden steg til 17,4 pct.

 

Mens vedvarende energi er CO2-neutralt medfører olieforbruget emission af drivhusgasser. I 2014 udgjorde den samlede emission af drivhusgasser fra energiforbruget 520.872 ton. Det er 6,2 pct. mindre end 2013.